Som beskrevet i mit tidligere blogindlæg Tidlig tilknytning står John Bowlby (1907-1990) bar teorien om den tidlige tilknytnings betydning for det enkelte menneskes måde at være i verden på. I dette blogindlæg vil jeg beskrive de 4 tilknytningsmønstre, jeg i dag arbejder ud fra i både terapien og familiebehandling.
Men han var selvfølgelig ikke alene, og i 1965 opfandt Bowlbys tidligere medarbejder, psykologen Mary Ainsworth (1913-1999), forsøget Strange Situation, Fremmedsituationen.
I Fremmedsituationen udsætter man børnene for mildt stress ved at lade moderen forlade barnet og en fremmed indtage rummet. På denne måde kunne Ainsworth observere, hvordan børnene aktiverede deres tilknytningssystem og udforskningssystem. På baggrund af disse undersøgelser og Bowlbys teorier om tilknytning, dannede Ainsworth sin teori om de tre tilknytningsmønstre, en tryg og tre utrygge.
Tryg tilknytning
Et trygt tilknytningsmønster vil altid være det mønster, et barn vil søge mod, hvis det ikke blokeres eller hæmmes. Det er den strategi, et barn “vælger”, hvis det mødes med tilstrækkelig forståelse og nærvær fra sine tilknytningspersoner.
Kernen i den trygge tilknytning er barnets forventning om, at forældrene vil være tilgængelige som en kilde til trøst, støtte og beskyttelse. Det er et grundlæggende positivt billede af selvet, barnet ved, at det er værd at elske og føler sig i stand til selv at have indflydelse på egne livsvilkår. Barnet går ud i verden i tryg forvisning om, at det selv vil kunne klare de fleste udfordringer, men at det samtidig hurtigt vil kunne få hjælp/nedregulere stressniveauet ved at opsøge en omsorgsperson.
Utryg-undvigende tilknytning
Det utrygt-undvigende barn frakobler sit tilknytningsmønster, når barnet oplever at stressniveauet stiger. Barnet vil undgå at opsøge omsorgspersonen og vil i stedet forsøge at være følelsesmæssig selvforsynende. Disse børn giver sjældent udtryk for egne behov.
Utryg-ambivalent tilknytning
Hos det utrygge-ambivalente barn er tilknytningsmønstret konstant aktiveret. Barnet vil hele tiden være opmærksom på omsorgspersonen, og vil af andre mennesker opfattes som klæbende og uselvstændigt. Barnet har svært ved at gøre relevant brug af omsorgspersonerne og vil have en tendens til selv at være svingende i humør.
Det fjerde tilknytningsmønster, uorganiseret-desorienteret tilknytning
Senere er der føjet et 4. tilknytningsmønster til, det uorganiserede-desorienteret tilknytningsmønster. Da dette mønster tager udgangspunkt i påført traume, vil jeg ikke efterfølgende koncentrere mig om dette. Voksne med dette tilknytningsmønster vil ofte have brug for omfattende terapi i psykiatrien.
Indre arbejdsmodeller
På baggrund af disse tilknytningsmønstre bygger barnet det, vi kalder indre arbejdsmodeller.
Forskning i tilknytning i voksenalderen tyder på, at barnet opbygger en overordnet indre arbejdsmodel. Denne overordnede model skabes i barndommen i samspil med den primære omsorgsperson. Der findes dog også andre, underliggende modeller, disse er skabt af andre nære relationer til barnet, og behøver ikke at have samme opbygning som den overordnede model.
Når vi som børn, ung og voksne opfatter hændelser, forudsiger fremtiden og lægger planer, bygger vi primært på den overordnede indre arbejdsmodel. Det er denne model, der afgører vores modstandskraft i forbindelse med stressfremkaldende situationer og belastende livsbegivenheder. De indre arbejdsmodeller bestemmer, hvorvidt vi ser livet som noget, vi skal kæmpe os igennem, eller som en gave, vi skal leve fuldt ud med alle følelser i spil.
De indre arbejdsmodeller er fundamentet, det inde i os selv, som vi bygger vores hverdag på. Det er vores grundlæggende tanke om os selv og den verden, vi møder. Og det er på denne model, vi også som voksne bygger vores tilknytning til en partner.
Hvordan tilknytningsmønstret påvirker os som voksne, må du vente med at læse om til næste blogindlæg.
Hvis Mary Ainsworths forsøg interesserer dig, kan du se det ført ud i livet her The Strange Situation – Mary Ainsworth
Knus Mette