Forældre, mobiler – og mentalisering hos børn

Lad det være sagt med det samme – jeg er ikke modstander af elektronik til børn. Jeg tænker, at hverdagen er travl hos børnefamilier, og vi har alle brug for en pause. For 25 år siden satte vi vhs-båndet med Teletubbies på, i dag er det mobilen – fred være med det! Men hvordan kan nutidens brug af mobiltelefonen påvirke dit barns evne til at udvikle et fuldt følelsesliv? Læs mere her om forældre, mobiler – og mentalisering hos børn.

Men hvad der derimod bekymrer mig, er forældrenes konstante brug af mobiler. Nå jeg sidder i min bil, ser jeg utallige forældre, der har blikket rettet mod mobilen og ikke mod barnet i klapvognen – og lur mig, om denne situation ikke også er direkte overførbar til hjemmet. 

Nu er der ingen børn, der tager skade af, at de ikke konstant er i forældrenes fokus, men bliver blikket for ofte rettet mod skærmen i stedet for barnet, så mister barnet et at de helt store redskaber i sin værktøjskasse, nemlig spejling.

Et spædbarn er fuldstændig afhængig af omsorgspersonernes evne til at spejle barnets følelser for selvstændigt at få en forståelse for og evne til at regulere egne indre processer. Det lille barn kan ikke forholde sig til egne følelser, det er i stedet sine følelser, og kan fra start kun opleve enten behag eller ubehag, ikke hvorfor disse følelser opstår. Til dette har barnet brug for en voksen, der tydeligt spejler barnets følelser, så barnet får en oplevelse af, at følelser er noget, andre også føler. Samtidig opbygger barnet indre strukturer til at genkende følelserne i sig selv. Det betyder, at barnet nu kan forholde sig til egne følelser og vil være i stand til at tolke på de følelser, der opstår – f.eks vil barnet i stedet for bare at føle ubehag, kunne forstå, at det er sultent. Dette kaldes mentalisering, og det er det redskab, barnet senere skal benytte sig af, når det skal forstå sig selv, men også andre menneskers følelser og handlinger.

Men spejling er også essentiel for barnets senere evne til at affektregulere – dvs reagere på en hensigtsmæssig måde på de stimuli, barnet bliver udsat for. Hvis et barn f.eks på en gåtur i barnevognen bliver bange for en hund, der gør, vil en forældre spejle barnets angst-reaktion. Forældrene vil måske spærre øjnene op og sige “Nøj, der blev du godt nok bange, det kan jeg godt forstå” Her anerkender forældrene barnets følelse, og barnet oplever, at der er sammenhæng mellem den følelse, barnet har, og det omsorgspersonen giver udtryk for – barnet lærer sig selv at kende. Da forældrene samtidig er meget tydelige i deres spejling, får barnet også oplevelse af, at barnet selv og den voksne er 2 personer – at de ikke nødvendigvis har samme oplevelse, men at den anden person ser og forstår følelsen.  

Og hvor kommer forældres brug af mobiltelefoner så ind?

Først og fremmest er en baby er fra naturens side indstillet til at skabe sammenhæng mellem dens indre og ydre verden  – dette skaber hos barnet en følelse af kontrol. Derfor vil et barn, der kun bliver taget op hver anden gang, det græder, indstille sig på kun at give lyd fra sig halvdelen af tiden. På samme måde vil et barn, der ikke oplever at blive spejlet i sine følelser ikke søge dette nær så ofte, som det barn, der bliver spejlet. Barnet vil være overladt til sit eget følelsesliv, og det vil på sigt ikke få lært at regulere sig selv. Barnet vil kunne få svært ved at mentalisere og med en svag mentaliseringsevne, bliver det svært at indgå i sociale sammenhænge. Og hvis man har svært ved at indgå i sociale sammenhænge, kan de blive svært at få venner, og vi er nu inde i en nedadgående spiral med modstand, mistillid og manglende selvværd.

Så kære forældre – kig op og mød jeres barn, de har så uendelig godt af det.

Kærlig hilsen

Mette

Hvis du har lyst til at se, hvad der sker i børn, der ikke spejles, kan det opleves via dette link: 

Still face experimenthttps://youtu.be/IeHcsFqK7So

Og hvis du får lyst til at læse teorien bag den tidlige tilknytning, finder du den her: https://terapeutisk-klinik.dk/tidlig-tilknytning/