De fleste tænker sikker ikke, at parterapi og skilsmisse kan hænge sammen – snare, at parterapien skal sikre én mod skilsmisse.
Men faktisk er det også en rigtig god ide at besøge parterapeuten, når man er kommet dertil, hvor skilsmissen er en realitet, og man ikke længere vil arbejde for en fælles fremtid. Især hvis der er børn.
Forhold uden børn har muligheden for at gå hver til sit og aldrig mødes igen, det står én frit for. Men så snart der er børn inde i billedet, vil man være bundet sammen resten af livet – og det er alt andet lige væsentlig mere behageligt at være bundet til et menneske, man har et godt forhold til, en én, man har ligget i åben kamp med.
Det er min erfaring fra klinikken, at de par, der vælger at gå fra hinanden, får en langt bedre skilsmisse og et efterfølgende bedre samarbejde, hvis der har været en terapeut med på sidelinjen.
Når man vælger at gå i parterapi under en skilsmisse, får man et rum, hvor de meget svære ting kan italesættes på en konstruktiv måde. Her kan man bringe de sårbare emner op som deling af børnene, eventuelle nye partnere, håb og drømme for det fremtidige samarbejde, og terapeuten hjælper til, så samtalen ikke kører af sporet, og det ender i konflikt i stedet for aftaler.
Når jeg har skilsmissepar i terapi, aftaler jeg ofte med parret, at der er emner, der ikke skal drøftes uden for terapien. Der kan i et forhold i opløsning være ting, der er så konfliktfyldte i sig selv, at det med garanti vil føre til voldsom konflikt, hvis det blev taget op hjemme. Det kan være alt fra tidligere utroskab til svigermors opførsel på fødselsdage – alle par har hver deres triggerpunkter, som de godt ved, er åbne sår. Disse emner hører så til i terapien – og kun her.
Samtidig kan parterapi hjælpe parret med at finde netop den løsning, der passer dem bedst. Min oplevelse er, at når par står i så presset en situation, som en skilsmisse er, så kan det være rigtig svært at se de gode løsninger. Par følger derfor næsten altid den gængse opskrift på feks deling af børn, det kan være 7-7 eller 10-4. I terapien er der mulighed for at stoppe op og hver især kan give udtryk for, hvad der er netop dette pars drøm. Måske vil man dele 7-7 og så spise sammen 2 gange om ugen, måske vil man inddrage bedsteforældrene, måske vil man dele en kolonihave…mulighederne er uendelige, men når man er presset, har man ofte brug for hjælp til at drømme.
Og så er der kommunikationen! Hvis man troede, kommunikationen var svært i forholdet, så er det oftest intet i forhold til, hvad den er i en skilsmisse. Alle de små særheder, man gennem forholdet har set gennem fingre med, bliver med et omdrejningspunktet for massive konflikter. Derfor er det oftest en stor hjælp, hvis parterapeuten hjælper til med at forventningsafstemme og skrive aftaler ned. På denne måde kan mange konflikter undgås – og jo færre konflikter man har, jo mere energi har man til at passe på sig selv, børnene og partneren i brydningstiden.
At kombinere parterapi og skilsmisse er for mig en investering i fremtiden. Det er en måde at sikre både sig selv, men ikke mindst børnene, at opløsningen af familien og starten på det nye kapitel får bedst mulig grobund for at lykkes.
Knus Mette